Gud
Fader, Søn og Helligånd,
du som er i himlen og på jorden,
du vækker de døde til live
og kalder dem ud af søvnen.
Du standser al klagesang
og får fløjtespillerne til at holde inde
med deres sorgfulde sange.
Vi beder dig:
Kom, når vi kalder på dig>
og følg os ind gennem vores mørke entre.
Se til de syge,
se til os alle.
Blæs din livsånde ind over alle indtørrede ben
så vi fyldt af liv,
med kroppe af sener og kød,
kan sprede det gode rygte om dig,
du som er fra evighed til evighed.
Amen

Apostlen Paulus beder til, at dem, som læser og hører ordene i hans brev, at de må leve, som Gud det vil, billedligt talt bære frugt med gode gerninger, vokse i kundskab om Gud, og blive styrket med al kraft i udholdenhed og tålmodighed.

Det skal vi, siger Paulus, i tillid til at Gud har befriet os, løftet mennesket ud af mørkets magt og flyttet det over i sit rige.

Mørke og død er afløst af forløsning og håbet om vores synders forladelse.

Sådan skriver apostlen Paulus til menigheden i Kollosae, i Lilleasien, for snart to tusinde år siden. Og det er ord af betydning og med stadig gyldighed.

¤

Evangeliet i dag om helbredelsen og opvækkelsen af synagogeforstanderens datter understreger det samme budskab, her i fortællingens form om, hvordan livet sejrer over døden, glæden over sorgen.

Vi lever i håbets land.

En synagogeforstander, hvis datter lige er død, opsøger Jesus. Han vil, at Jesus skal opvække hende fra de døde.

Og Jesus går med synagogeforstanderen hjem. Huset er fyldt af sørgende, af gråd og sorg. Alle de sørgende gennes nu ud af huset. Fløjtespillerne, der spiller deres vemodige klagesange, og de sørgende, med deres mange højlydte udbrud af sorg over, at døden har ramt dette hus, bliver sendt væk. Og Jesus går ind til den døde pige og vækker hende til live igen.  

Hvad skal jeg så tage med fra denne fortælling?

At Gud har løftet dette hus ud af mørket og ind i glæden. Gud sætter et lys, et håb for os alle, om at håbet gælder denne verden, dette liv, hvori vi trækker vejret, lever og dør.

¤

Vi nærmer os advent og dermed jul, og til den tid skal vi synge Velkommen igen, Guds engle små, hvor det tredje vers lyder:

Vor hytte er lav og så vor dør

kun armod er herinde,

men gæstet I har en hytte før,

det drages vi til minde,

er kruset af ler og kagen tør,

deri sig engle finde.

Gud har åbnet en sluse mellem sig og os, en himmelsluse af håb. Han er i sin søn trådt ind i verden, ind i vi menneskers liv, i denne verden fuld af menneskelig nød, for her at gøre sin kærlighed og nåde gældende.

Den tro skal vi leve på.

Opgaven for os hver især er derfor ikke den at kunne udfolde nok så megen vitalistisk kraft eller udvise en stoisk ro. Som om vi enten selv skal bære livet eller blot skal lade stå til. Nej, kristentro lægger vægten et andet sted end i egen selvudfoldelse eller selvbeherskelse.

Meldingen fra både evangeliets læsning i dag og af Paulus ord er, at vi skal leve ud af det håb, vi er givet om, at vi mennesker ved Guds nåde er flyttet ud af mørkets magt.

Vi har stadigvæk brug for sørgesang og vemodig fløjtespil. Tidens gang og sorgen over altings forgængelighed vil til stadighed gnave i os og ramme os hårdt.

Men håbet er os givet, og må det anspore os til at sige tak og at have øje for vores næste og den er verden, vi er sat at leve i.

Gud hjælpe os deri.

I Jesu navn Amen