Lad os bede

Gud Fader,
du lægger dine love i vores indre
og skriver dem ind i vores hjerter.
Vi beder dig:
Lad nåde gå for ret
når vi glemmer dine bud
og selvsikkert hviler i
at vi er bedre end de andre.
Du har magten
til at rykke os ud af vores egne cirkler
og ind i din nærhed.
Intet er umuligt for dig
så Herre giv os en ny fast ånd
så vi åbner vores øjne for andre.
Herre forbarm dig over os,
du som er fra evighed til evighed. Amen

Johannes Døberen er en sær krads figur. Han står der i ørkenen i sine kameluldsklæder og revser, skælder og smælder. Han griber med sine ord fat i kraven på os, kalder ligefrem sine tilhørere for øgleyngel og giver os ingen ro. ”Tror I, at I kan flygte fra den kommende vrede?” spørger han fuld af profetisk galde.

¤

Johannes Døberen rusker således op i sin tilhørere. Det gjorde han dengang som nu. Han vil have os til at vågne op og forstå, hvor galt, det står fat med os.

Men hvori består brøden? Hov, hvad er det lige der er galt med os? Så slemt er det vel ikke fat med os? Eller?

Det er det selvsikre menneske, Johannes Døberen langer ud efter.

Johannes Døberen taler herom på gammeltestamentlig vis.

Han klandrer sine jødiske fælles for, at de tror, at det er alt nok at påkalde sig Abraham som stamfar. Men det er det ikke. Det er aldrig nok bare at sige, at jeg kommer skam af en god slægt.

Hans jødiske fæller kan ikke blot selvsikkert hvile i den pagt, som Gud sluttede med Abraham. Johannes Døberen vil have dem til at forstå, at Gud sådan set kan gøre dem til sine børn, som han vil.

”Gud kan opvække børn af stenene der”, siger han provokerende og peger på en bunke sten i ørkenen.

”Drop det selvtilfredse smil. Tag dig sammen og se Guds rige er nær. Gud kræver også alt af dig”

Overført på os så siger Johannes Døberen til os: ”Du kan aldrig bare hvile på laurbærrene, hverken på arv eller egne meritter.

Der stilles altid nye fordringer også til dig. Sådan er det at leve i verden. Og du har også ansvar.

¤

På den ene side skal vi høre det håbefulde i Johannes Døberens forkyndelse: Tænk sig Gud kan vække selv sten til live, forvandle hårde stenhjerter til hjerter af kød og blod. Det betyder, at der virkelig er håb for både dig og mig, ja for hver eneste en af os.

Men på den anden side skal vi ikke for let slippe den uro, som Johannes Døberens ord må og skal vække i os. Måske vi lige frem skal stå og dirre lidt i vinden og her Stor Bededag også virkelig lade os ramme af hans hårde os. 

Evangeliet er et glædeligt og håbefuldt budskab, men Johannes Døberen er samtidig med til at minde os om, at uanset, hvad vi kommer med og kommer fra, uanset nok så rig en arv og stærke rødder, så har vi som mennesker i vores uperfektion også brug for hjælp, brug for et øre, som vil lytte, og et ord, som kan sige mere end det, vi kan sige os selv, og mere end det, som vi beder om.

Amen