Den bibelske myte om Noahs ark rummer en løfterig slutning. Gud efter vandet er sænket og hverdagslivet igen skal til at begynde, lover, at han aldrig vil bringe en sådan ødelæggelse igen over jorden. Gud siger: ”Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort. Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre. Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen”

Det er et håbefuldt løfte, Gud her giver til Noah og alle slægter siden: Naturens kræfter er stærke, både livgivende men også destruktive, og mennesket selv tænder ild, som ikke blot bringer fremskridt og kaster lys over tilværelsen, men som også lægger liv i aske. Midt i al den iboende ødelæggelse, destruktion og ondskab, lyder her Guds ord til Noah, som en velsignelse over vi menneskers liv. 

Og regnbuen på himlen er tegnet på dette håb. Gud sætter regnbuen som et tegn på sin pagt med menneskene og alt levende. Han formulerer det med disse ord: ”Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.”  

¤

Med regnbuen for øje og med Guds løfte i ørerne og i kroppen er vi givet en anden horisont. Vores tilværelse bliver ikke nødvendigvis deraf lettere eller ødelæggelserne i verden færre, men det giver os alligevel en anden vej i livet og gør samtidig det, vi skal, tydeligere. 

Apostlen Paulus udfolder dette så rammende i sit brev til Galaterne i den anden af de tre bibelske læsninger til denne søndag. Paulus skriver: ”Lever vi i ånden, skal vi også vandre i ånden.” 

Regnbuen på himlen og Guds løfte, hans velsignelse over det skabte jordiske livs rytme, sætter en ånd over vores tilværelse, som forpligter os på hinanden. 

I det små som det, at vi ikke skal tirre og misunde hinanden, derimod betragte hinanden med mildhed og bære hinandens byrder. Det er Paulus, som med de ord, udfolder, hvad det vil sige at vandre i ånden. Det handler om at dele alt godt med hinanden, opbygge, trøste og støtte. Alt andet er at fare vild.

Guds løfte, hans pagt med os med regnbuen på himlen, må den på den ene side gør os lette om hjertet, gøre os ubekymrede, sådan som Jesus tydeliggør det i evangeliet i dag, hvor han siger: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv”, og må den samtidig vække os til at søge Guds rige og hans retfærdighed. 

Gud hjælp os til at leve ud af din velsignelse, din kærlighed og nåde.

Amen