Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Prædikener

5. søndag efter trinitatis

”Fra nu af skal du ikke fange fisk men mennesker. Bliv menneskefisker!”, sagde Jesus til fiskeren Peter. Peter lagde straks båden til og fulgte i stedet Jesus og blev nu discipel og menneskefisker.

¤

Den italienske  forfatter og politiske rådgiver, ekspert i politisk propaganda Giuliano da Empoli fortæller i sit nye essay Rovdyrenes Tid, om den magt, der ligger hos nutidens store kommunkationsplatforme og om den kyniske logik, der hersker hos mange af disse kommunikationsvirksomheder.

De er, skriver Giuliano da Empoli ikke interesseret i menneskers liv og nysgerrige på vores behov, men derimod er de optaget af med alle midler at øge et behov og mobilisere vores fordomme.  

Giuliano da Empoli giver et eksempel på denne tænkning: Hvis man gerne vil sælge flere colaer i biograferne, så handler det ikke nødvendigvis om nok så smarte brands og slogans, visuelt fristende billeder, men derimod om at øge temperaturen i biografsalen. Så vil folk hurtigere blive tørstige og have mere behov for en cola. 

På samme måde, når det gælder holdningsbearbejdelsen, man øger engagementet ved at fremhæve de mest ekstreme holdninger og dermed skabe en ophidset stemning i samfundet. 

Guiliano da Empoli formulerer, hvad sker, på følgende vis: 

”De sociale medier fremstiller sig selv som et gennemsigtigt vindue, hvor man kan se verden, som den er, fri for de bias, som eliterne kolporterer via de traditionelle medier, men sandheden er, at de er troldspejle, der vrider virkeligheden til ukendelighed for at tilpasse den til den enkeltes forventninger og fordomme” (s.95-96) 

At være menneskefisker, sådan som Jesus opfordrer Peter til at blive, er det stik modsatte; ikke et trodspejl sat op foran os og ikke en vrængemaske af virkeligheden, der rider med på alle vi menneskers fordomme og behov.

Som et selvstændigt og frihedssøgende menneske kan man ellers ikke undgå at blive mistænksom i forhold til Jesu ord om menneskefiskeri. Er det ren propeganda?

Nej. Det er en anden form for fiskeri. Ånden er en anden end det, vi møder hos mange af nutidens kommunikationsvirksomheder. Den ånd, Jesus bærer frem, er   først og sidst båret af en oprigtig interesse for andre mennesker og et ønske om forsoning. 

Apostlen Peter formulerer det selv så fint i epistlen i dag:

Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse. Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, han skal vogte sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig; han skal holde sig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den.    

 Første Petersbrev 3,8-9[10-15a]

Mere af den form for menneskefiskeri, tak!

Det ske i Jesu navn

Amen 

Se biskoppens prædiken her

 
Varde Provsti, Kirkens Hus, Vestervold 2F, 6800 Varde. Tlf. 21 52 22 52. Email: varde.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21233307 - EAN nr.: 5798000856660