O Talsmand! Lad os finde trøst,

som barnet finder den ved moders bryst,

i din søde stemme

Herre, hør vor bøn!

Den canadiske historiker Michael Ignatieff har i sin sidste bog med titlen On Consolation, Finding Solace in Dark Times skrevet en fin og tankevækkende bog om trøst, om vigtigheden i at kunne finde opmuntring og få mod til at leve på trods af alle lidelserne i verden og alt det, som truer os i tiden.

Ignatieff skriver fra et sekulært udgangspunkt, med den ikke-troendes blik, men samtidigt med stor nysgerrighed og med en fornyet forståelse af, hvad religion og ikke mindst religiøse tekster kan bidrage med.

Ignatieff bemærker, at vi i Vesten har mistet en religiøs praksis. Og han konstaterer samtidigt, at det vestlige fokus på egen præstation og jagten efter succes, dårligt giver plads til en tale og en tænkning, som kan gribe om menneskets nederlag og tab samt forholde sig til dødens faktum. Ignatieff griber derfor tilbage til de gamle tekster, religiøse som filosofiske og litterære, og han finder trøst i dem.   

Ignatieff tager udgangspunkt i Jobs bog, fortsætter i Salmernes bog og går videre til Paulus. Derfra bevæger han sig videre op i historien og fremdrager relevante tekster.  

Hos Job og i Salmernes Bog, begge i Det gamle Testamente og hos Paulus, hører vi om fortvivlelse, sårbarhed, lidelse og død. Der bliver alt det, vi har så svært ved at håndtere i nutidslivet, ikke pakket til side. Det mørke, det sårbare, det skrøbelige, som også har realitet, får her plads og vi bliver virkelig trøstet samtidigt med, at vi hos Job, i Salmernes Bog og hos Paulus får mod til at leve og gå en ny dag i møde.

Måske er mennesket, ifølge Ignatieff, blevet afsondret, fremmedgjort fra den frelse, de gamle religiøse tekster tilbyder, men ikke fra den trøst, som disse ord tilbyder os i vores fortvivlelse.

Under de sidste år under den globale epidemi Covid-19 og nu med krigen i Ukraine og de følger denne krig har for hele verden, er det vigtigt at læse f.eks. i Salmernes bog, hvor både den stærkeste fortvivlelse og den største tak kommer til orde. Det er ord, der møder os i øjenhøjde, som møder menneskets anfægtelse og fortvivlelse over verdens gang, og ord, som samtidig insisterer på håbet.

Der er ånd og liv i de gamle ord.

Det er netop denne trøstens Ånd, kærlighedens Ånd og Lysets Ånd, hvis komme, vi fejrer i dag. Pinsedag er fejringen af Helligåndens komme.

Mennesket er nu ikke længere overladt kun til sit eget mørke. Trøsten findes, og hører vi i læsningerne i dag, den møder os ikke kun i de gamle tekster men også i selve livet.

Helligånden kom med ild og vind og gav apostlene mod til at åbne deres døre og munde, så andre og flere kunne og til stadighed kan få den samme trøst givet og møde håbet.

Pinse er et tilsagn om trøst og håb i livet. Vi mennesker vil stadigvæk jagte succes og kæmpe mod hinanden. Der vil også komme nye sygdomme og flere krige. Mennesker vil fortsat blive fortvivlede, og de indre dæmoner vil til stadighed dukke op hos os, ruske og rive i os. Men nu, hvor Guds Ånd er kommet, hvor det er blevet pinse, så ved vi nu, at der lys og trøst, ja at kærlighedens Ånd virkelig blæser, og Gud vil, at vi skal søge hinanden, trøste og elske hinanden.

Glædelig pinse