Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
Lad mig ikke for evigt blive til skamme,
Udfri mig i din retfærdighed!
Vend dit øre mod mig,
Red mig i hast,
Vær min tilflugtsklippe,
Den borg, hvor jeg finder redning.
For du er min klippe og min borg,
Led mig og før mig for dit navns skyld!
Befri mig fra det net,
Du har lagt ud for mig,
Du er jo mit værn.
I dine hænder betror jeg min ånd,
Du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.
Disse ord er fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente og er den første bibelske læsning til i dag Fastelavns søndag.
Nu begynder fastetiden, og det er en god tid til eftertænksomhed og nødvendig fordybelse.
Faster vi ikke med maven, så er der al god grund til at bruge denne tid, hvor lyset længes og foråret snart springer på os, til at grunde over vores gudsforhold og den gave vores liv og fællesskab med hinanden er.
Her er den gammeltestamentlige salme et godt sted at begynde sin fordybelse:
Når jeg hører disse ord fra Salmernes Bog slår det mig, hvor ufattelig indsigtsfulde og dybe de bibelske tekster er. Her i Salmernes Bog har vi med tekster, der er langt mere end to tusinde år gamle, men de skærper vores forståelse af det, som vi har så let ved at glemme i vores tid, at religiøse tekster skal tolkes, og at vi skal undgå forsimplingen af verden. De bibelske læsninger kan ligefrem hjælpe os til at holde fast i det flertydige og uudgrundelige i vores forståelse af både Gud og vores næste!
Det er så tydeligt i denne gammeltestamentlige salme, at Gud kan vi ikke sådan få greb om. Det ligger i sproget og talen om Gud, og ikke mindst i de meget forskellige billeder, som bruges i denne salme til at betegne Gud.
Gud har øre: ”Vend dit øre mod mig”, beder salmisten. Og salmisten betegner umiddelbart derefter Gud som en klippe og som en borg. Hverken en klippe eller en borg har mig bekendt ører, men de repræsenterer noget fast og en beskyttelse. Klippen er fast, og borgen beskytter og forsvarer mennesket mod fjendtlige kræfter. Således med blot tre betegnelser, ja konkrete billeder hentet fra den menneskelige verden bliver Gud vist som levende (han har øre), fast og bestandig (en klippe) samt beskytter ( som en borg).
Salmisten viser således i en poetisk form, at der skal mere end ét billede til at for at betegne Gud, tænkt sig, tænk sig, hvis vi også kan lade os møde af Gud med samme ydmyghed og fantasi, ja møde hinanden, vi mennesker, med sammen åbenhed.
Gud hjælpe os dertil!
I Jesu navn. Amen