Hvad er det, vi tager med fra påsken, vi lige har fejret? Hvad betyder den for vores måde at tænke og være til på? Hvad vil det sige at have påsken med Jesu død og opstandelse med sig i bagagen? Det skal være fokus i dag og de næste søndage frem til den næste store højtid.

¤

Englen ved Jesu tomme grav påskemorgen mødte de kvinder, der besøgte hans grav den morgen, med ordene: ”Frygt ikke!”.

Og Guds budbringer bød dem endvidere at bringe budskabet om Jesu opstandelse med videre. De skulle fortælle det til de andre disciple.

Og så gav englen dem samtidigt også håbet om, at de skulle se ham igen. Englen sagde: ”Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham!”

Denne efterhånden gamle tro, opstandelsestroen, bærer fortsat et ungt håb i sig. Budskabet er nemlig lige så nutidigt og nærværende, som dengang englen sad på stenen udenfor den tomme grav.

Men hvad er det så det håb og den forventning til os, som rejser sig af påsken! Hvad gør opstandelsestroen egentlig ved os?

¤

I evangeliets beretning i dag, en fortælling om, hvordan den opstandne Jesus igen er sammen med sine disciple, de spiser sammen og taler sammen, - er det som om, Jesus angler efter disciplen Simon Peters vedvarende kærlighed og stærke tilknytning til ham. Han spørger ham igen og igen, og Simon Peter bliver vel både pinligt berørt og pikeret og det stadige spørgsmål.

Sådan hører jeg i alt fald Simon Peters svar, da Jesus har spurgt ham tre gange om, han, Peter, har Jesu kær: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær”.

Jeg skal ikke psykologisere over, Jesu stædige spørgen og vælger udelukkende at se det som udtryk for Jesu insisteren på at være Simon Peter og ethvert menneske nær. Han, Guds opstandne søn, vil ikke slippe os. Guds omsorg og følgeskab med os mennesker består.

¤

Jesus får samtidigt i dialogen med Simon Peter sendt to signalerer eller fordringer til os, som vi skal gå fra påsken med: 

Jesus siger til Peter: Vogt mine får! Jesus fordrer, at Peter og hver og en af os skal tage os af vores næste. Og vi skal samtidigt vide med os selv, at en dag, får vi også brug for hjælp. En anden skal tage over for dig. Du må da give slip og lade dig føre.

Og her går vi så ikke uden retning, for som Jesus som det andet byder Simon Peter: ”Følg mig!

Vogt min får! – Følg mig! Hør i disse to fordringer fra Jesu mund det nye liv, som vi er givet af påskens evangelium!  

Du kan have nok så megen jordisk gods, men du ejer dybest set ingenting. Alt, hvad du har, er du givet. Du er, kan man sige, lejer, og du er sat til at følge den Gud, som med så stor generøsitet og stædig insisteren kalder på dig. Så gør lige så: Drag omsorg for din næste!

Gud hjælpe os deri.

Amen