Det er forår, og lyset er stærkt. Al denne grønhed. Der er meget, som kan gøre en glad. Dertil kommer, at vi lige har fejret påske. Men hvad betyder egentligt at leve med påskedag i ryggen? Hvad er det for et lys og håb, vi bærer med, nu efter langfredag og påskemorgen?

Langfredags og påskemorgens mærke handler for mig om nærvær og beskyttelse, frihed og bundethed, tyngde og lethed.

Evangeliet og den gammeltestamentlige salme til i dag sætter flere ord på det, som påsken bringer: Salmedigteren taler om Gud som den gode hyrde, og Jesus taler om beskyttelse af sine får.

Billedet af en hyrde kan i dag virke temmelig forældet, men brugen af dette billede på Gud giver stadigvæk mening. Pointen er klar. Gud som hyrden signalerer: Vi kan gå fra påsken med en tillid til Guds beskyttelse. Vold og ødelæggelse hærger, terror og krig raser, men menneskets liv er i kraft af Gud og hans søns død og opstandelse nu et liv under håbets fortegn. Guds nærvær og beskyttelse, omsorg og hjælp ( alt det, som karakteriserer den gode hyrde), er det grundlæggende; den kærlighed, som er stærkere end døden.

Den gammeltestamentlige salmedigter formulerer så smukt dette håb i ordene: ”Han ( Gud) giver mig kraft på ny,/han leder mig ad rette stier/for sit navns skyld./ Selv om jeg går i mørkets dal,/frygter jeg intet ondt,/for du er hos mig”. Og salmen slutter med ordene: ”Godhed og troskab følger mig,/ så længe jeg lever/ og jeg skal bo i Herrens hus/alle mine dage”.

Hvad betyder det så for vores selvforståelse, liv og handlinger?

At tro på Gud og at se hans søn som hyrde rykker for det første det enkelte menneske ud af centrum. Det er ikke dig selv, der er udgangspunktet. Vi skal ikke selv magte alt og bære hele verden på vores egne skuldre. Vi er ikke vores eget ophav. Vi ejer ikke verden. Vi er del af en flok, og vi har et ophav, som er større end os selv, og som fortsat vil drage omsorg for os og hjælpe os på vores vej.

Vi bliver af den grund ikke kun til brægende får, der stiltiende skal lade os føre. Den kraft, det mod, evangeliet rækker os i talen om Gud som den gode hyrde, hjælper os snarere i at forstå os som del af et vi. Vi er del af en flok, ikke en umælende flok, men vi mennesker hører sammen og i Gud er vi givet inspiration til at gøre som ham, være nærværende til stede, hjælpe og drage omsorg for andre.  

Gud, du gode hyrde, hjælp os deri.

I Jesu navn. Amen