Herre,
Gud Fader i himlen,
Du som har skabt alt,
Du er vores himmelinspiration,
Klar og frisk luft til lunger og hjerte.
Alligevel bliver vi ofte stakåndede,
fordi vi kun ser dig i vores eget skyggebillede,
som en hård mand.
Vi beder dig:
Selv om du kan gå forbi os uden, at vi ser dig, så styrk visheden i os om, at du aldrig er langt borte.
Lad os ånde din luft i fulde drag
Så vi får lyst og mod til dristigt at bruge vores talenter.
Før os ind til din glæde,
Du som er fra evighed til evighed.
Amen

Sikken kontrast.

Paulus står i Athen med udsigt til smukke templer opført til andre guder og taler om Gud.

Der i Athen med så mange templer for guder med stærke navne kommer Paulus med sin forkyndelse om den levende Gud, som har skabt verden og ladet sin søn dø og opstå fra de døde.

Så spinkle ord om Jesus fra Nazareth i stærk kontrast de mange templer med søjler og friser og gudestatuer.

Paulus understreger, at Gud ikke kan gribes og fæstnes i en bygning. Gud er langt mere dynamisk kraftfuld og fuld af den kærligheds ånd, der ikke søger sig selv.

Modsætningen er så tydelig der i Athen, men det særlige er dog, at Paulus i sin måde at tale på netop tager udgangspunkt i grækernes egen verden. Han er i Athen og taler derfor til athenienserne.

Paulus har set et alter i byen opført til en ukendt Gud og denne Gud vil Paulus så nu fortælle dem om.

Paulus har netop set, at byens befolkning med et sådant alter har vist sig åbne for det, som endnu ikke har mødt dem.

De er, som Paulus formulerer det, tydeligvis religiøse. De søger noget andet end sig selv. Og det giver Paulus dem så. Paulus sætter navn på den ukendte Gud.

¤

Jesus gør egentlig noget af det samme i evangeliet idag, når han skal fortælle om Guds rige. Jesus tager udgangspunkt i menneskers liv og det, mennesket er givet, og måden, vi forvalter det givne på.

En mand har fået fem talenter, en anden to og en tredje en. Sådan fortæller Jesus. De tre mænd forvalter nu hver især det givne; dog den, der havde en talent, gør ingenting ved den, graver den bare ned, modsat de andre to.

Her handler det ikke om, hvorvidt man har fået fem, to eller kun en talent givet, men om det at forvalte det givne.

Her kommer den sidste til kort, ham med den ene talent, som graver den ned i jorden. Han synes ikke han skylder livets herre noget eller for den sags skyld andre noget. Han går bare rundt indestængt og vred og har tydeligvis nok i sig selv. Livet bliver da derefter og fremtiden ligeså.

Som Paulus gør Jesus. De tager begge udgangspunkt i det, der ligger ligefor og minder os om det, vi lettest glemmer: at livet er en gave og at vi, som lever ud af Guds kærlighed, vi er også fordret at elske og værne om hinanden I Jesu navn amen