Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Referat af 11. august 2022

 

Varde Provsti – Møder

Provstiudvalgsmøde den 11. august 2022 - d. 11-08-2022 kl. 14:00 til 15:00

Deltagere: Lise Hindsholm, Bente Dalgas Kristiansen, Steen Lauritz Andersen, Erik Juhl, Morten Fester Thaysen, Thorkild Møller Christensen, Ejnar Kudsk

Mødepunkt Referat

1 - Høring om lov om Folkekirkens økonomi m.v.

Kirkeministerie fremsender høring vedrørende lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi og lov om forsøg i folkekirken.

Høringsfrist 18. august 2022.

Høringsforslaget kan hentes på DAPen under meddelelser fra Kirkeministeriet den 07.07.2022.

Udkast til høringssvar gennemgået og tilrettet.

 

Til Kirkeministeriet

E-mail: km@km.dk

Dato: 12. august 2022

Høringssvar til forslag til lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi og lov om forsøg i folkekirken

fra provstiudvalget i Varde, august 2022

Generelt finder vi, at der er mange gode tiltag og forbedringer af den nuværende lovgivning i det foreliggende lovforslag.

Der er dog også noget i forslaget, vi finder problematisk. Det konkretiseres i vores bemærkninger nedenfor.

Betænkninger til lovforslaget pkt. 3.2:

Det foreslås, at diverse samarbejder mellem menighedsråd inden for samme provsti eller ligningsområde kan ledes af en ’fællesbestyrelse’, som samarbejderne kan tilslutte sig efter ønske og også udtræde af efter ønske.

Det er en besnærende tanke, at en sådan fællesbestyrelse kan påtage sig ledelsen af alskens samarbejder og dermed aflaste de enkelte menighedsråd i alt det bestyrelsesarbejde, der i øjeblikket kræves til ledelse af de forskellige menighedsrådssamarbejder.

Vi finder dog, at en fællesbestyrelse let kan komme til at stå meget alene derved, at interessen for de pågældende samarbejder daler i de involverede menighedsråd. Fællesbestyrelsens medlemmer vil få et stort og tidkrævende arbejde og vil blive næsten professionelle ’kirkeledere’, som kan risikere at mangle sparring med de enkelte menighedsråd.

Fællesbestyrelsen kan gå hen og få en meget magtfuld position i provstiet/ligningsområdet og blive meget toneangivende på bekostning af de enkelte menighedsråds mulighed for at tage stilling til sagerne.

Er det først sket, at en fællesbestyrelse har fået en sådan magtposition, vil det ikke være let at komme tilbage til ’normalen’ og give de enkelte menighedsråd deres egen stemme igen.

Alt i alt frygter vi, at konstruktionen med en fællesbestyrelse vil udvande samarbejdernes forankring i menighedsrådene.

Betænkninger til lovforslaget pkt. 3.3:

Vi ser det som en god mulighed, at det vil kunne blive muligt at ansætte medarbejdere med specialiserede kompetencer på provstiniveau således, at disse medarbejdere aflønnes af provstiudvalgskassen.

Det er dog vigtigt, at f.eks. personalekonsulenter eller byggetekniske rådgivere ansættes med menighedsrådene som arbejdsgivere, sådan at menighedsrådene betragter disse medarbejdere som menighedsrådets ’egne’ konsulenter, og ikke som provstiudvalgets forlængede arm. Vi håber, at det vil blive gjort klart i den endelige udformning af loven – evt. med krav om en bestyrelse for de enkelte stillinger.

Det fremgår af bemærkningerne, at det skal være obligatorisk at høre biskoppen og HR-gruppen, før man skrider til oprettelse af denne form for stillinger. Vi vil gerne spørge: skal biskoppen og/eller HR-gruppen have vetoret i forhold til stillingens eventuelle oprettelse?

Betænkninger til lovforslaget pkt. 3.5:

Det foreslås, at det bliver muligt at forhøje stiftsbidraget fra 1% til 2% af den lokale ligning til kirkekasserne i ligningsområderne i stiftet.

Vi finder, at 1% må være tilstrækkeligt, og at der ikke er behov for en forhøjelse.

Derimod ser vi et meget akut behov for, at stiftsadministrationerne fritages for det nuværende krav om en årlig besparelse på 2%. Vi vil foreslå, at man i stedet fjerner dette sparekrav.

Betænkninger til lovforslaget pkt. 3.7 og 3.9:

Vi finder det positivt, at 5%-puljen ifl. lovforslaget også skal kunne anvendes til tillægsbevillinger til provstiudvalget i påkommende tilfælde. Det er også positivt, at man foreslår en pulje til opsparing af anlægsmidler.

Udformningen af forslaget om puljer finder vi dog uhensigtsmæssig. Som det fremgår af lovforslaget, kan menighedsrådenes anlægsarbejder finansieres både via en ’reservepulje’ og via en ’anlægspulje’.

Anlægspuljen må ifølge forslaget kun anvendes til forudbestemte projekter, og der må kun ske opsparing til navngivne anlægsprojekter.

Vi vil gerne foreslå, at anlægspuljen ændres til den form, som vi her i Varde Provsti har arbejdet med under forsøgslovgivningen.

Anlægspuljen i Varde Provsti er grundlagt i et samarbejde, som alle menighedsråd har tilsluttet sig, og som både de og provstiudvalget er meget glade for.

Her sker opsparing til alle anlæg, og puljens samlede størrelse bliver besluttet på budgetsamrådet ud fra de ønsker, menighedsrådene har fremsat. Størrelsen af den enkelte anlægsbevilling fastsættes i forbindelse med godkendelse af det endelige projekt, budget og finansieringsplan for hver enkelt anlægsopgave.

Denne form for anlægspulje kan netop imødekomme det ønske om en større fleksibilitet, som er beskrevet under pkt. 3.7.2. i bemærkningerne til lovforslaget. Forundersøgelser og skitseprojekter, der går forud for det endelige projekt, finansieres af anlægspuljen, og når det endelige projekt foreligger, finansieres dette også af anlægspuljen. Den samlede udgift til anlægsprojekt (forundersøgelser, skitseprojekt og selve projektet) finansieres af den samme pulje og optræder derfor i det samme puljeregnskab.

Ligeledes kan f.eks. en samlet indsats i forhold til energirenovering af bygninger, der typisk løber over flere budgetår, finansieres af anlægspuljen.

Anlægspuljen finansierer såvel små som store anlægsopgaver i menighedsrådene. Udbetalingen kan evt. foregå som à conto-udbetalinger undervejs i anlæggets udførelse, og først når den endelige udgift til anlægsprojektet kendes, afsluttes udbetalingen. Det forhindrer, at der skal tilbageføres anlægsmidler fra menighedsrådenes kasser til anlægspuljen.

Vi savner en begrundelse for, at man i lovforslaget ønsker at begrænse fleksibiliteten i anlægspuljen, mens man samtidig vil lade forundersøgelser, skitseprojekter og fælles tiltag i provstiet finansiere af en anden pulje. Vi har meget gode erfaringer med den form for anlægspulje, som vi har forsøgt os med i Varde Provsti.

Med venlig hilsen

på provstiudvalgets vegne,

Lise Hindsholm
provst

 
Varde Provsti, Kirkens Hus, Vestervold 2F, 6800 Varde. Tlf. 21 52 22 52. Email: varde.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21233307 - EAN nr.: 5798000856660